Al den blah blah

Hjemme på matriklen er vores musikalske kærlighed for tiden kastet på de gode, gamle, danske - tør jeg skrive? - klassikere. Således kører der i loop på iTunes konstant Vesterbro Ungdomsgård, Otto Brandenburg og diverse skønne fra Sebastian. Forleden skrev Line om misforståede sangtekster, og selv samme dag tussede den 5-årige rundt og sang “Ronja Røverdatter - røver kongens datter …”. Jeg forsøgte at forklare hende at der var forskel på røverkongens datter og røver kongens datter, men efter min ikke særlige pædagogiske, men til gengæld meget præcise, udlægning af forskellen på sammensatte ord og så selvstændige substantiver og deres betydningsbærende enheder, og om hvordan fx dansk vand og danskvand er to helt forskellige ting, kiggede hun på mig og spurgte tørt om ikke jeg snart var færdig med alt mit blah blah. Jeg tror jeg venter et års tid inden jeg introducerer hende til stilfigurerne.

2 kommentarer to “Al den blah blah”

  1. September 14th, 2008 | 9:30 pm

    Det barn får det hårdt når hun begynder i skole ;-)

    Jeg er ikke selv for god. Når ungerne skal skrive stil og man skal bide sig i tungen for ikke at begynde at sige noget om fortællemodeller og andet tjavs, men “bare” være imponeret over deres skønne fantasi.

  2. Tigerstriben
    September 20th, 2008 | 9:17 am

    Jeg tror mere det bliver mig der får det svært, når hun begynder i skole… “Søde skat, nu må du tænke på, hvordan du etablere phronesis, når du skriver på den måde”.

Skriv en kommentar